NORMALVEDTÆGT FOR EN EJERFORENING OPRETTET I MEDFØR AF LOV OM EJERLEJLIGHEDER.
Bekendtgørelse nr. 251 af 14. juni 1966, jfr. bekendtgørelse nr. 124 af 16. marts 1976.
Generalforsamling.
§ 1. Generalforsamlingen er ejerforeningens øverste myndighed.
Stk. 2. De af bestyrelsen trufne afgørelser kan af ethvert medlem, hvem afgørelsen
vedrører, indbringes for generalforsamlingen.
Stk. 3. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved stemmeflerhed efter
fordelingstal.
Stk. 4. Til beslutninger om væsentlig forandring af fælles bestanddele og tilbehør eller
om salg af væsentlige dele af disse eller om ændring i denne vedtægt kræves dog, at 2/3
af de stemmeberettigede såvel efter antal som efter fordelingstal stemmer herfor.
Såfremt forslaget uden at være vedtaget efter denne regel har opnået tilslutning fra
mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede såvel efter antal som efter fordelingstal,
afholdes ny generalforsamling inden 14 dage, og på denne kan forslaget – uanset antallet
af fremmødte – vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer efter antal og fordelingstal.
§ 2. Hvert år afholdes i marts eller april måned ordinær generalforsamling. Dagsordenen
for denne skal omfatte følgende punkter:
1. Aflæggelse af årsberetning for det senest forløbne år og forelæggelse til godkendelse
af årsregnskab med påtegning af revisor.
2. Valg af formand for bestyrelsen, for så vidt han afgår.
3. Valg af andre medlemmer af bestyrelsen.
4. Valg af suppleanter.
5. Valg af revisor og suppleant for denne.
Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil,
når det til behandling af et angivet emne begæres af mindst 1/4 af ejerforeningens
medlemmer efter antal eller efter fordelingstal, eller når en tidligere generalforsamling har
besluttet det.
§ 3. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel.
Stk. 2. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsordenen.
Forslag, der agtes stillet på generalforsamlingen, skal fremgå af indkaldelsen og samtidig
med denne fremlægges til eftersyn for medlemmerne på et i indkaldelsen angivet sted.
§ 4. Ethvert medlem har ret til at få et angivet emne behandlet af generalforsamlingen.
Begæring om at få et emne behandlet af den ordinære generalforsamling må være
indgivet senest den 15. februar.
Stk. 2. Stemmeretten kan udøves af et medlems ægtefælle eller af en myndig person,
som medlemmer skriftligt har givet fuldmagt dertil.
§ 5. Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent.
Stk. 2. I en af bestyrelsen autoriseret protokol optages en kort beretning om forhandlingerne. Beretningen underskrives af dirigenten og formanden for bestyrelsen.
Bestyrelsen.
§ 6.Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen.
Den består af 4 medlemmer foruden formanden, der vælges særskilt. Desuden vælges 2 suppleanter. Valgbare som formand, medlemmer af bestyrelsen og som suppleanter er kun foreningens medlemmer, disses ægtefæller og nærtstående slægtninge.
Stk. 2. Hvert andet år afgår formanden. Af bestyrelsens øvrige medlemmer og suppleanter afgår halvdelen hvert år. Afgangsordenen bestemmes for samtidig valgte medlemmer og suppleanter ved lodtrækning og ellers ved den rækkefølge, i hvilken de er valgt. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Kommer antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang mellem to på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger ned under 5, indtræder de valgte suppleanter i bestyrelsen. Findes ingen suppleanter, indkaldes ekstraordinær generalforsamling til valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
Stk. 4. Bestyrelsen vælger en næstformand af sin midte.
Stk. 5. Ved en forretningsorden kan bestyrelsen træffe nærmere bestemmelse om udførelsen af sit hverv.
§ 7. Bestyrelsen har ledelsen af ejerforeningens anliggender.
Stk. 2. Det påhviler bestyrelsen at sørge for god og forsvarlig varetagelse af ejendommens fælles anliggender, herunder betaling af fælles udgifter, tegning af sædvanlige forsikringer (herunder brandforsikring og kombineret grundejerforsikring), renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser i det omfang, sådanne foranstaltninger efter ejendommens karakter må anses påkrævede. Bestyrelsen fører forsvarligt regnskab over de på fællesskabets vegne afholdte udgifter og oppebårne indtægter, herunder de ejerne afkrævede bidrag til fælles udgifter. Bidragene afkræves med passende varsel.
Stk. 3. Bestyrelsen kan antage en administrator til bistand ved varetagelsen af
ejendommens daglige drift.
§ 8. Bestyrelsesmøde indkaldes af formanden eller, i hans forfald, af næstformanden, så ofte anledning findes at foreligge, samt når 2 medlemmer af bestyrelsen begærer det.
Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og yderligere mindst 2 medlemmer er til stede.
Stk. 3. Beslutning træffes af de mødende bestyrelsesmedlemmer ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens eller i hans forfald næstformandens stemme udslaget.
Stk. 4. I en af bestyrelsen autoriseret protokol optages en kort beretning om forhandlingerne. Beretningen underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet.
Tegningsret.
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelserne i normalvedtægten finder anvendelse, medmindre andet er vedtaget og tinglyst, jfr. § 7 i lov om ejerlejligheder.
§ 9. Ejerforeningen forpligtes ved underskrift af formanden eller næstformanden for bestyrelsen og et andet medlem af denne.
Grundfond.
§ 10. Når det begæres af mindst 1/4 af foreningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal, skal der til bestridelse af de fælles udgifter, jfr. § 7, stk. 2, oprettes en
grundfond, hvortil ejerne årligt skal bidrage med 1 pct. af ejendomsværdien, indtil fondens størrelse udgør 4 pct. af denne værdi.
Revision.
§ 11. Ejerforeningens regnskab revideres af en revisor, der vælges af generalforsamlingen. Når det begæres af mindst 1/4 af foreningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal, skal revisor være statsautoriseret.
Stk. 2. Revisor afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. I forbindelse med sin revision skal revisor undersøge, om forretningsgangen er betryggende.
Stk. 4. Revisor har adgang til at efterse alle regnskabsbøger og beholdninger og kan fordre enhver oplysning, som han finder af betydning for udførelsen af sit hverv.
Stk. 5. Der føres en revisionsprotokol. I forbindelse med sin beretning om revision af et årsregnskab skal revisor angive, hvorvidt han finder forretningsgangen betryggende.
Stk. 6. Hver gang indførsel i revisionsprotokollen er sket, skal denne fremlægges på førstkommende bestyrelsesmøde og de tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen med deres underskrift bekræfte, at de har gjort sig bekendt med indførelsen.
Årsregnskab.
§ 12. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Det vedtagne regnskab underskrives af bestyrelsen og påtegnes af revisor.
Fra Retsinformation:
Bekendtgørelse om normalvedtægt for ejerlejligheder:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1966/251
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om normalvedtægt for ejerlejligheder:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1976/124
Bekendtgørelse om normalvedtægt for ejerforeninger:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2004/1332
Bekendtgørelse af lov om ejerlejligheder:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1995/647
Eksempel i en anden ejerforening:
http://www.ef1386.dk/links/normalvedtaegt.html 03-09-03